Close countries panel

Select country

For solutions in a specific country please visit our local website

Nets is a part of the Nexi Group - The European PayTech. Visit our Group website at


Danskerne er fortsat tilfredse med NemID

 

​​Danskerne er fortsat meget tilfredse med og trygge ved NemID. Det viser en ny NemID imagemåling, som Digitaliseringsstyrelsen og Nets står bag. Undersøgelsen viser desuden, at brugen af NemID på smartphones stiger, og at flere og flere unge bruger NemID.

Danskerne er glade for NemID

Imagemålingen viser, at danskernes tilfredshed med NemID fortsat ligger på et højt niveau. 85 procent af danskerne er tilfredse eller meget tilfredse med løsningen. Det er især de unge mellem 18-29 år, der er meget tilfredse med NemID.

 

Undersøgelsen viser også, at 84 procent af danskerne har tillid til NemID, hvilket er en stigning i forhold til 2016 (82 procent). Trygheden ved at underskrive dokumenter med NemID er også stigende, så det nu er 69 procent af danskerne, der føler sig trygge.

 

Derudover siger to ud af tre, at de foretrækker at logge ind med NemID frem for at have flere logins til de hjemmesider, de besøger.

 

Stort set alle unge bruger nu NemID

95 procent af de unge mellem 18-29 år bruger nu NemID. Stigningen skyldes bl.a. de unges brug af NemID på private hjemmesider, fx forsikringsselskaber og a-kasser. Her er brugen steget 10 procentpoint fra 2016 til 2017.

 

Det samme gælder de unges brug af NemID på offentlige myndigheders hjemmesider på smartphones og tablets – her svarer 68 procent af de unge, at de har logget ind med NemID, hvilket er 10 procentpoint højere end året før.

 

Brugen af NemID fra smartphones stiger

Et stigende antal danskere benytter muligheden for at bruge NemID via smartphones. Tallet er steget fra 33 procent i 2016 til 44 procent i 2017.
Hele 86 procent er meget tilfredse eller tilfredse med at anvende NemID på smartphones og tablets. Det er især de unge på 18-29 år, der er meget tilfredse.

 

- Det er positivt, at især de unge har taget NemID på smartphones til sig. Det har en afsmittende effekt på, hvor meget de unge bruger NemID, og hvor tilfredse de er med NemID. Vi arbejder for, at NemID følger med tiden. Derfor har vi også store forventninger til NemID nøgleappen, der er på vej, siger Jens-Jakob Lykke Larsen, Head of NemID Product and Delivery i Nets.

 

Danskerne ser frem til NemID nøgleappen

I første halvår af 2018 lancerer bankerne og Digitaliseringsstyrelsen en app til NemID, NemID nøgleapp, som kan bruges af private NemID-brugere som et supplement til nøglekortet. Med nøgleappen bliver det endnu nemmere at bruge NemID. I stedet for at taste en kode fra nøglekortet, skal brugeren blot swipe i NemID-dialogboksen på mobilskærmen, og så er han logget på.

 

Imagemålingen viser, at 41 procent af danskerne forventer at bruge NemID nøgleappen, og 42 procent forventer, at den vil være nemmere at bruge end nøglekortet.

 

En ud af fire mener, at de i høj grad vil bruge NemID mere med en nøgleapp fremfor med nøglekortet.

 

Undersøgelsen er gennemført blandt 1600 personer i alderen over 18 år. Målgruppen svarer til cirka 4,5 millioner danskere.

 

Se hele imagemålingen for NemID til private 2017 >