Next Forsikring

NemID giver tryg og sikker selvbetjening fra tablets og smartphones

For det online-baserede forsikringsselskab Next Forsikring var implementeringen af NemID JavaScript lige til højrebenet. Den åbner nemlig op for tryg og sikker selvbetjening fra tablets og smartphones på firmaets hjemmeside.

 

Knap 8 ud af 10 danskere i alderen 16-64 år bruger mobile enheder som for eksempel smartphones og tablets til at gå på nettet med. Det viser dugfriske tal fra Danmarks Statistik*. På nettet tjekker vi alt fra mail over Facebook-opdateringer til netbank. For tilliden til at bruge mobile enheder på internetsider med private data er stigende, og NemID JavaScript-klienten er endnu et incitament til at øge den tillid.

 

Det er blandt andet også grunden til, at Next Forsikring har implementeret NemID JavaScript:

 

− For at skabe ekstra tryghed og sikkerhed valgte vi NemID JavaScript som løsning til at autorisere de mobile brugere, når de logger ind på vores hjemmeside. Og vi kan se på sidste måneds tal, at 30 procent af vores unikke brugere kom fra tablets eller smartphones, fortæller Pelle Martin Smidt, direktør i Next Forsikring.

 

Et irritationsmoment mindre

Next Forsikring var blandt de første private virksomheder, der tog løsningen til sig. Rent faktisk sad de klar ved tasterne, da JavaScript-opdateringen til NemID blev frigivet kort før sommerferien.

 

− Det har givet pote at kunne tilbyde vores kunder den løsning. Det kan vi tydeligt se på tallene. Ud over antallet af unikke brugere kan vi se, at knap 10 procent af alle transaktioner på vores hjemmeside kommer fra tablets og smartphones, siger Pelle Martin Smidt, der også fremhæver en anden fordel ved at kunne bruge NemID fra mobile enheder:

 

− Ofte er det en lang beslutningsproces at købe forsikringer. Men idet kunderne ikke bliver irriterede over at skulle flytte sig rent fysisk fra en tablet til en pc, så tror vi på, at flere vil gennemføre en bestilling.

 

Uanset tid og sted

Siden NemID blev lanceret tilbage i juli 2010, har Nets' kunder efterspurgt en løsning, der gjorde det muligt at implementere NemID til brug på mobile enheder. Det fortæller Lise-Lotte Joranger, der er Key Account Manager hos Nets:

 

− Den tidligere løsning − Java-applet − kunne udelukkende bruges på en pc. Det medførte selvfølgelig, at brugeren var bundet til at have sådan én i nærheden, hvis han skulle tilgå en hjemmeside med NemID. Med JavaScript-klienten kan man nu også benytte smartphones og tablets og er dermed uafhængig af tid og sted. Løsningen er derfor oplagt for Next Forsikring, der udelukkende henvender sig til kunder på nettet, fordi de ikke er noget fysisk forsikringsselskab. Målgruppen er netop brugere af tablets og smartphones, og løsningen giver derfor en total frihed for dem, forklarer hun.

 

Opfordring: Kom i gang nu

Selve implementeringen af NemID JavaScript har forløbet gnidningsfrit, fortæller direktør i Next Forsikring, Pelle Martin Smidt:

 

− Det har været nemt og ufattelig veldokumenteret og supporteret af Nets. Det har været en stor fornøjelse, siger han og opfordrer i samme åndedrag andre virksomheder til at komme i gang med at bruge NemID:

 

− I en verden i forandring er det nødvendigt at tænke mobile enheder ind i forretningsmodellen. Så hvis man vil have NemID som login, er det bare med at komme i gang.

 

Fakta om NemID: 
  • Fem millioner danskere bruger NemID over 65 millioner gange om måneden. 
  • Siden 1. juli 2010 er der blevet foretaget over fem milliarder transaktioner.
  • Undersøgelser viser, at 85 procent af danskerne enten er 'Tilfredse" eller 'Meget tilfredse" med NemID.
  • Man kan være tryg ved at bruge NemID. Det er aldrig lykkedes it-kriminelle at hacke NemID.

 

 

*It-anvendelse i befolkningen 2014, Danmarks Statistik, oktober 2014.