Den Blå Avis

NemID giver sikkerhed for, at den person, man handler med, er den, han eller hun giver sig ud for at være.

​​Brugere af Den Blå Avis kan oprette deres profil på dba.dk ved hjælp af NemID. Det skaber større sikkerhed for, hvem der handles med. 

Avisen, hvor du kan købe og sælge mere eller mindre brugte varer, er et eksempel på en privat virksomhed, som vælger at give sine kunder muligheden for at bruge NemID.

 

"Mange private tjenesteudbydere, som Den Blå Avis, har set fordelen ved NemID, som kunderne kender og allerede bruger i deres hverdag," siger Solution Manager i Nets, Susan Kit Hansen. Hun forklarer, at brugerne af dba.dk kan vælge at oprette deres profil med NemID.

 

"Dermed kan man være sikker på, at den person, man handler med, er den, han eller hun giver sig ud for at være. I praksis kan det ses ved, at der kommer et lille NemID logo frem ved siden af brugerens navn. Dermed bliver det mere trygt at handle på dba.dk", siger Susan Kit Hansen.

 

Når brugerne først har oprettet deres profil på dba.dk med NemID, skal de blot bruge et selvvalgt password for at logge på fremover. Det vil sige uden brug af nøglekort.

 

Kunder ønsker sikkerhed, når de handler

"Sikkerhed er vigtigt, når man handler på nettet, og det gælder uanset, om man køber eller sælger. Derfor er vi meget tilfredse med, at vi kan tilbyde brugere på dba.dk valideringen," fortæller Lene Kristensen, der er kundeservicechef på DBA. "Mange af vores brugere har gennem lang tid efterspurgt denne funktion på sitet. De savnede en simpel måde at få vished om sælgers identitet, og det har de nu fået," tilføjer Lene Kristensen.

 

Nets er dagligt i kontakt med virksomheder, der har valgt at bruge – eller ønsker at bruge - NemID. Enten som indgang til deres hjemmeside eller i forbindelse med oprettelsen af brugere til hjemmesiden, som er den løsning, dba.dk har valgt. Dermed er NemID med til at skabe tryghed omkring nethandel.