NemID medarbejdersignatur som nøglefil
NemID som nøglefil er et lille stykke software, der installeres på din pc, når du aktiverer din medarbejdersignatur.
Medmindre du husker at lave en sikkerhedskopi af din nøglefil, så vil du miste din NemID medarbejdersignatur, hvis du skifter pc, eller din pc brænder sammen. Med en sikkerhedskopi kan du installere din nøglefil og bruge din medarbejdersignatur fra mere end én pc.
Når du bruger NemID medarbejdersignatur som nøglefil, skal du blot indtaste en selvvalgt adgangskode, når du logger på eller signerer med din medarbejdersignatur. Det er bekvemt ved hyppig brug.
Brugen af nøglefil forudsætter, at du har ekstra software installeret på din computer. Det stiller samtidigt særlige krav til dit valg af browser og operativsystem. Det kan virke kompliceret for mange brugere. Læs mere om krav til din pc hér.
Du kan normalt IKKE bruge NemID medarbejdersignatur som nøglefil fra smartphone eller tablet.
NemID medarbejdersignatur med nøglekort
Du kan også få nøglekort til din medarbejdersignatur. Du kender allerede nøglekortet fra dit private NemID og ved, hvordan det bruges.
Du kan kende forskel på dit private nøglekort og dit erhvervs-nøglekort til din medarbejdersignatur, ved at dit erhvervs-nøglekort er påtrykt en fabriks-ikon og ordet 'Erhverv' i øverste venstre hjørne. Samtidigt oplyser vi altid nøglekortets nummer - fx A123-456-789 - når vi beder om en nøgle til NemID.
Hvad skal jeg vælge?
Vi anbefaler som udgangspunkt NemID medarbejdersignatur med nøglekort.
Vi anbefaler NemID medarbejdersignatur som nøglefil til medarbejdere, der anvender deres medarbejdersignatur ofte og normalt fra samme computer. Har du eksempelvis mange daglige logins eller signeringer, så kan du med fordel vælge nøglefilsløsningen. Det gælder specielt også, hvis du ønsker at anvende din NemID medarbejdersignatur til signering og kryptering af sikker mail.
En medarbejder kan have både NemID medarbejdersignatur med nøglekort og NemID medarbejdersignatur som nøglefil. Medarbejderen får enkelheden ved nøglefil i det daglige arbejde på kontoret, og et nøglekort i lommen til brug når man er væk fra kontoret. Medarbejderen har samme roller og rettigheder med begge medarbejdersignaturer.