Nu bliver det snart lettere at bruge NemID

 

​Fra juni måned kan alle NemID-brugere vælge en ny og mere enkel NemID-adgangskode. Det vil gavne især de mange, som bruger NemID fra mobilen, fordi den er nemmere at taste.

Log på med fire tal
Den nye løsning gør det muligt for NemID-brugere at nøjes med at bruge fire tal som NemID-adgangskode. Det vil især gøre det lettere at benytte NemID på mobiltelefoner. I dag er kravet en adgangskode på minimum seks blandede tal og bogstaver.


”NemID er en meget sikker løsning, som danskerne bruger mere end 2 millioner gange om dagen i rigtig mange sammenhænge. Det er vigtigt for os, at brugervenligheden i NemID følger med, når danskerne mere og mere går over til at bruge smartphonen frem for computeren. Derfor har Nets udviklet en enklere løsning, som brugeren selv kan tilvælge. Den nye, enkle adgangskode på fire tal skal stadig bruges sammen med nøglekortet og giver samme gode sikkerhed som i dag”, siger Niels Gotfredsen, der er Senior Vice President og ansvarlig for NemID i Nets.

 

NemID applet.png 

Samme høje sikkerhed
Sikkerheden i NemID er på samme høje niveau for brugere, der vælger at skifte til en 4-cifret adgangskode, og der skal fortsat anvendes nøglekort, når brugeren logger på hos offentlige myndigheder og i forbindelse med pengeoverførsler.

Frivilligt om brugeren ønsker at ændre adgangskode
Allerede fra slutningen af juni kan alle NemID-brugere skifte til den 4-cifrede adgangskode på www.nemid.nu via selvbetjening. Her vælger brugeren selv de 4 tal, og så gælder den nye kode alle steder, man bruger NemID. På samme måde kan brugeren også altid vælge at skifte tilbage til en adgangskode på minimum seks tegn (tal og bogstaver).

Den nye kode gælder alle steder
Vælger brugeren den nye, enkle kode, gælder den alle steder, som benytter NemID. I løbet af efteråret 2016 vil nogle banker desuden spørge deres NemID-brugere, om de ønsker at skifte til den nye adgangskode på fire tal, eller om de foretrækker at beholde deres gamle adgangskode. Dette sker, når de logger på deres netbank. Hvis brugeren ønsker den enkle kode, vælges den med det samme og gælder fremover alle steder. Brugeren kan også blot fortsætte med at anvende sin sædvanlige NemID-adgangskode.