Nets og KPMG bekæmper svindel med kunstig intelligens

 

​En ny løsning udviklet af Nets og KPMG kan ved hjælp af kunstig intelligens nedbringe svindeltransaktioner med op til 40 procent. Løsningen bygger videre på flere års erfaring med AI til bekæmpelse af svindel.

Ifølge Den Europæiske Centralbank (ECB) beløber misbrug af betalingskort sig til over 13 mia. kr. årligt i Europa. Problemet er især stort i de tilfælde, hvor kortet ikke skal fremvises, eksempelvis ved onlinekøb. Sammenholdt med øget nethandel, flere køb på tværs af landegrænser og nye betalingstjenester rejser det en stor udfordring for den europæiske finanssektors kamp mod kortmisbrug.

Det er et trusselbillede, der er svært at navigere i, og det er på den baggrund, at Nets og KPMG har samarbejdet og udviklet løsningen Nets Fraud Ensemble, der er en ny generation af løsninger til at overvåge og forebygge kortsvindel. Ved at benytte ægte kunstig intelligens er den et stort skridt frem sammenlignet med de regelbaserede modeller, som benyttes på tværs af den internationale banksektor i dag. De første pilottests har vist en reduktion i svindelbetalinger med 25 procent på få uger og med 40 procent på længere sigt.

”Selvom initiativer som eksempelvis 3D-Secure har gjort meget for at gøre det mere sikkert at handle online på tværs af Europa, så står banksektoren stadig over for udfordringer. Mange banker, der udsteder kort, har fokuseret på at give forbrugeren gode råd og vejledning til at undgå svindel, men banksektoren bliver nødt til at tackle problemet, hvor det opstår, og hvor det bliver orkestreret af kriminelle grupper: På internettet,” siger Sune Gabelgård, der er ansvarlig for svindelbekæmpelse i Nets.

”Vi har i Nets lang erfaring inden for bekæmpelse og overvågning af svindel, og vi har i flere år benyttet os af AI i kampen mod svindel. Med Nets Fraud Ensemble løfter vi svindelbekæmpelsen til et nyt niveau. Løsningen giver sikkerhed og værdi til udstederne, forhandlerne og kortholderne ved at blokere forsøg på kortsvindel i real time, og den bidrager til at holde lovligt tjente penge væk fra de kriminelles hænder. Det er et arbejde, vi vil fortsætte med fremover for at være på forkant og forhindre svindel i hele værdikæden,” siger Sune Gabelgård.

Kernen – eller ’hjernen’ – i Nets Fraud Ensemble består af flere modeller, der arbejder sammen for at analysere hver enkel korttransaktion inden for 10 millisekunder – det korte tidsspænd, hvor det er muligt at lave en sikker blokering af transaktionen. Løsningen lærer fra resultaterne af analyserne og forbedrer sig løbende. Jo længere tid, der går, jo bedre bliver den til at forhindre svindeltransaktioner, ligesom færre transaktioner fejlagtigt bliver afvist.

”Når det gælder konkret reduktion af svindeltransaktioner, overgår Nets Fraud Ensemble alle andre tilgængelige produkter. Udviklingen af Nets Fraud Ensemble og løsningens nyeste state-of-the-art algoritmer er et resultat af den samlede ekspertise hos Nets og KPMG inden for innovation, AI samt svindelforebyggelse og –overvågning. Med dette niveau af AI tager svindelbekæmpelsen et stort skridt fremad,” siger Bent Dalager, Nordic Head of NewTech and Financial Services hos KPMG.

Yderligere information:
Søren Winge, Head of Media Relations, Nets, tel.: +45 29 48 26 46 or e-mail: swing@nets.eu