Danske Bank og Nets indgår nordisk aftale

Pressemeddelelse

​Danske Bank og Nets har indgået en fem-årig aftale, der omfatter processering af alle kortbetalinger i Norden.

De kommende fem år vil alle Danske Banks kortbetalinger i Norden ske via Nets. Det sker som led i en ny aftale mellem Nets og Danske Bank.

Håndteringen af betalingskort i Norden er et af flere elementer i aftalen. Et andet element er, at Danske Bank de næste fem år udsteder og udvikler Dankort, ligesom Danske Bank og Nets også sammen vil undersøge, hvordan de gennem innovation kan forbedre betalingsinfrastrukturen i Danmark til fordel for både forretningsdrivende og forbrugere.

”Med aftalen fortsætter vi det gode samarbejde med Nets – både i forhold til Dankort og udviklingen af den danske betalingsinfrastruktur. Dertil vil Nets fortsat håndtere alle Danske Banks kortbetalinger i Norden,” siger Frederik Gjessing Vinten, Head of Group Development i Danske Bank.

”Vi er glade for, at Danmarks største bank fortsat vil udstede Dankort, som vi kender det i dag, og at Danske Bank fortsat vil have sine nordiske kortbetalinger håndteret via Nets,” siger Thomas Jul, Head of Financial and Network Services i Nets.