Midt i august begyndte bankerne at udstede kontaktløse Dankort, og allerede nu har mere end 300.000 danskere modtaget et. Den nye kontaktløse funktionalitet er nem, hurtig og sikker, og for køb under DKK 200, skal man ikke benytte PIN-kode.
"Danskerne har taget godt imod det kontaktløse Dankort og efterhånden som udbredelsen af kortet stiger, gør endnu flere butikker sig også klar til at tage imod kontaktløse betalinger," siger Jeppe Juul-Andersen, der er senior vice president i Nets og ansvarlig for Dankortet.
Pengeoverførsler med Dankort via mobilen udgjorde i september måned knap DKK 1,5 milliard, hvilket er godt DKK 900 millioner mere end samme periode sidste år.
Hvis man vil bruge Dankort-forbruget som indikator for privatforbruget, bør der korrigeres for, at disse transaktioner delvist udgøres af pengeoverførsler. Der sker også en stigning i brugen af internationale betalingskort.
Oversigt over brug af Dankort
Måned: September | 2015 | 2014 | Forskel | Vækst |
Samlet antal Dankort betalinger (mio. transaktioner) | 99,5 | 90,1 | 9,4 | 10,4 % |
Samlet Dankort-forbrug (mia. DKK) | 28,4 | 25,9 | 2,5 | 9,7 % |
Dankort-forbrug fysisk handel (mia. DKK) | 23,2 | 22,3 | 0,9 | 4,0 % |
Dankort-forbrug på nettet (mia. DKK) uden pengeoverførsler via mobilen | 3,7 | 3,0 | 0,7 | 23,3 % |
Pengeoverførsler med Dankort via mobil (mia. DKK) | 1,5 | 0,6 | 0,9 | |
| | | | |
Dankort-tallene i tabellen er afrundet for overskuelighedens skyld. De anførte tal for 'Forskel' og 'Vækst' er baseret på udregning af tallene før afrunding. Hvis ovenstående tal for betalingstransaktioner med Dankort videreformidles, skal Nets tydeligt anføres som kilde.
Følg det kontaktløse Dankort på facebook
Det kontaktløse Dankort har fået sin egen facebook-side, hvor nyheder og general information lægges ud. Dankort-brugere med spørgsmål til det nye Dankort kan her få svar på deres spørgsmål.
Dankortet er den billigste betalingsform for samfundet
Ifølge Nationalbanken er Dankortet langt den billigste betalingsform for samfundet, og de samfundsmæssige omkostninger ved at anvende Dankort på forretningssteder er markant lavere end betaling med kontanter eller internationale kort.
Nye muligheder med Dankortet
Som en ny funktionalitet på Dankortet kan forretninger nu tilknytte deres loyalitets- eller kundeprogram direkte til Dankortet. Det betyder, at man som kunde ikke længere skal medbringe sit kundekort, når man vil gøre brug af fordele og rabatter, og at man som forretning ikke længere behøver at udstede fysiske loyalitetskort til sine kunder. Alting registreres, når man er en del af Dankortet.