I forvejen er Nets godt repræsenteret i Schweiz, og tilbyder i dag kortindløsning og online betalingsløsninger til forretninger. Med opkøbet vil Nets også udbyde kortterminaler og hardware integration til fysiske forretninger og dermed blive en one-stop-shop for forretninger, som skal have løsninger til at tage imod digitale betalinger.
"Dette opkøb styrker vores tilstedeværelse i Schweiz og fortsætter vores europæiske ekspansion i regioner, som er kendetegnet ved højvækst inden for digitale betalinger. CCV er en vigtig partner for os i hele DACH regionen (Tyskland, Østrig, Schweiz, red.), og med denne fusion bliver vi i stand til at levere et konkurrencedygtigt fælles alternativ til vores kunder i Schweiz, samtidig med at vi forbedrer vores udbud af løsninger også i Tyskland og Østrig," siger Robert Hoffmann, CEO Nets Merchant Services.

Europæisk ekspansion
De seneste år har Nets ekspanderet i Europa gennem i alt seks strategiske opkøb i regioner, der er præget af høj vækst og et hastigt skifte fra kontanter til digitale betalinger. I kølvandet på fusionen med Concardis Payment Group, der er førende inden for betalingsløsninger til forretninger i DACH regionen, fulgte købet af Dotpay/eCard og en strategisk alliance med Przelewy24, der begge formidler eCom betalingsløsninger i Polen. Sidstnævnte blev siden suppleret af købet af Polskie ePłatności (PeP), der er en førende polsk kortindløser, som understøtter mere end 125.000 betalingsterminaler. I starten af 2020 blev de finske selskaber, Poplatek og Poplapay, som leverer betalingsterminaler og specialiserer sig i softwareudvikling, også en del af Nets-koncernen.
CCV Schweiz SA er et datterselskab af det hollandske CCV Group og har i flere år samarbejdet med Nets i Schweiz om levering af digitale betalingsløsninger. Selskabet beskæftiger ca. 90 medarbejdere og råder over en portefølje på ca. 34.000 betalingsterminaler.
Nets forventer, at opkøbet er tilendebragt i løbet af få uger og den nye samlede enhed videreføres under Nets-brandet.