Close countries panel

Select country

For solutions in a specific country please visit our local website

Nets is a part of the Nexi Group - The European PayTech. Visit our Group website at


Støt klublivet når du handler med dit Dankort

 

​​Støt din idrætsforening, sportsklub eller spejdergruppe, når du svinger Dankortet. DGI står bag det nye og banebrydende initiativ KlubLiv Danmark, som forventes at tilføre foreningslivet op mod en halv milliard kroner.

Når du betaler med dit Dankort, så kan du frem over støtte din favoritforening. KlubLiv Danmark er et helt nyt initiativ, hvor foreninger og klubber får sponsorpenge via såkaldte mikrosponsorater. Modellen er udviklet af DGI og bakkes op af specialforbund under DIF og spejderkorps.  

 

Når danskerne tilmelder deres Dankort til KlubLiv Danmark, så skal de samtidig fortælle, hvilke foreninger eller klubber, de ønsker at støtte. Sponsormodellen er udviklet i samarbejde med Nets, og derfor er den nem og sikker at bruge.

 

Målet er at forbedre de økonomiske vilkår i idrætsforeninger og sportsklubber.

»KlubLiv Danmark vil gøre en kæmpe forskel for foreninger og klubber. Det er en helt ny og smart måde at skaffe sponsormidler på, fordi det foregår via Dankortet,« siger Søren Møller, der er formand for DGI og for KlubLiv Danmark.

 

En rigtig god ide
En af de klubber, der ser et stort potentiale i KlubLiv Danmark, er Hedensted Badminton Klub med 293 medlemmer.
»Det er en virkelig god ide, fordi det foregår via Dankortet. Og det er en nem måde for klubben at få sponsorpenge på. Vi har sponsorer i dag, men man skal være ret vedholdende, og vi ser KlubLiv Danmark som et rigtig godt supplement til de nuværende sponsorer,« siger Søren Harrild Eriksen, der er næstformand i klubben.

 

En halv milliard til foreningslivet
DGI har i fire år arbejdet på at få KlubLiv Danmark i gang, så det er sikkert og nemt for både danskere, idrætsforeninger og butikker/virksomheder at bruge KlubLiv Danmark, nu hvor det skydes i gang. Og det er ganske gratis for danskere og foreninger at tilmelde sig.


Forventningerne til KlubLiv Danmark er store. Hvis 500.000 danskere i løbet af de næste fem år tilmelder sig KlubLiv Danmark og bliver såkaldte KlubLiv medlemmer, kan foreningerne se frem til at få tilført op mod en halv milliard kroner. Med andre ord får mikrosponsoraterne makro-effekt.


 »Vi håber, at rigtig mange danskere klikker ind på KlubLiv Danmarks hjemmeside og tilmelder sig som KlubLiv medlemmer, så de på denne måde bakker op om foreningerne i deres lokalsamfund,« siger Søren Møller.

 

En fordel for butikker og virksomheder
Der har gennem mange år været god opbakning til foreningslivet fra lokale butikker, men idrætsforeninger og sportsklubber oplever, at det er blevet sværere at finde sponsorer. Bl.a. fordi butikkerne får mange henvendelser og har svært ved at se, om sponsoraterne gør gavn.


Med KlubLiv Danmark er det beløb, butikkerne sender videre til foreningerne, afhængig af, hvor meget KlubLiv medlemmerne omsætter for i butikkerne.
»Vi tror på, at butikkerne kan få en øget omsætning, fordi de udviser social ansvarlighed med KlubLiv Danmark. For KlubLiv medlemmer vil formentlig prioritere at handle i de butikker, der er med til at gøre en positiv forskel for foreningslivet,« siger Søren Møller.


DGI bakker op om KlubLiv Danmark med en særlig kampagne i april, hvor foreninger kontaktes både skriftligt og telefonisk med det mål at få flest mulige danskere til at melde sig ind i KlubLiv Danmark.

 
Fakta om KlubLiv Danmark:

  • Det er helt nye Dankort-regler og en aftale mellem KlubLiv Danmark og Nets, der sikrer, at danskerne nu kan støtte deres favoritforeninger med Dankortet.
  • KlubLiv Danmark er en non-profit forening, som DGI står bag. Formålet er at forbedre klublivet og de økonomiske vilkår i foreningerne via såkaldte mikrosponsorater.
  • KlubLiv Danmark dækker alle klubber og foreninger i DGI, DIF og Dansk Firmaidrætsforbund samt 2000 spejdergrupper.
  • Danskerne kan allerede nu tilmelde deres Dankort til KlubLiv Danmark og vælge hvilke idrætsforeninger, de ønsker at støtte. Mikrosponsorater optjenes fra 1. juni.
  • En rundspørge blandt 500 danskere viser, at 73 pct. synes, modellen er en god eller rigtig god ide.
  • KlubLiv Danmark forventer, at modellen i løbet af fem år vil kunne tilføre foreningslivet op mod en halv milliard kroner, hvis 500.000 danskere tilmelder deres Dankort.