Close countries panel

Select country

For solutions in a specific country please visit our local website

Nets is a part of the Nexi Group - The European PayTech. Visit our Group website at


Regionale forskelle i brug af det kontaktløse Dankort

 

​Bankerne har nu udstedt mere end 1,4 millioner Dankort med kontaktløs funktionalitet, og alle de store detailkæder modtager kontaktløse betalinger. Antallet af kontaktløse betalinger stiger måned for måned og alene i februar steg antallet med mere end 50% i forhold til januar.

Der er dog forskel på hvor i Danmark danskerne bruger den kontaktløse funktionalitet mest.

 

"Når vi kigger på hvor danskerne bruger kontaktløse betalinger med Dankort kan vi se, at der er regionale forskelle. Faktisk ser det ud til at de danskere, der handler i Nordjylland er mere flittige til at bruge den kontaktløse funktionalitet i deres Dankort, siger Jeppe Juul-Andersen," der er Senior Vice President og ansvarlig for Dankort i Nets.

 

I Region Nordjylland er 3% af samtlige betalinger med Dankort foretaget kontaktløst. Derefter kommer Region Hovedstaden med 2,8% og Region Sjælland med 2,7%.

 

Blandt kommunerne er der flest kontaktløse betalinger med Dankort inden for Ålborgs kommunegrænse. Andelen udgør her 3,9%. Derefter kommer Dragør Kommune med 3,6% og Hvidovre Kommune med 3,4%.

 

De byer, hvor andelen af kontaktløse betalinger er størst er Vorbasse med 9,7%. Derefter kommer Sulsted med 8,7% og Hovborg med 7,8%.

 

Til sammenligning er landsgennemsnittet i februar på 2,5%.

Hurtigere og sikker brug af Dankort

Den kontaktløse betaling kan bruges til alle betalinger. Der er endda for nylig blevet købt en bil kontaktløst med Dankort. Ved den kontaktløse betaling skal man blot holde kortet hen til terminalen, og betalingen er derfor hurtigere end en betaling, hvor man sætter kortet i terminalen. Ved kontaktløse betalinger med Dankort skal der kun bruges PIN-kode for betalinger over 200 kroner.

 

Mere end 65% af de køb danskerne foretager med Dankort er under 200 kroner, så mange betalinger vil kunne gennemføres hurtigere ved at blive gennemført kontaktløst. Samtidig er der mindre risiko for at blive udsat for misbrug som følge af afluring af PIN-kode og korttyveri, når koden ikke skal bruges i forbindelse med køb under 200 kroner, og når kortholder hele tiden har fat i kortet.

Forventer 3 millioner kontaktløse Dankort i løbet af 2016

Over halvdelen af de terminaler, hvor danskerne brugte deres Dankort i februar, er klar til at modtage en kontaktløs betaling, og i starten af marts gennemførte Nets en kampagne sammen med dagligvarehandlen for at sætte mere fokus på de kontaktløse betalinger.

 

Alle nye Dankort bliver udstedt med kontaktløs funktionalitet og Nets forventer at mængden af denne nye type Dankort er oppe på 3 millioner med  udgangen af 2016.

Danskerne foretog mere end 1,2 milliarder betalinger med Dankort i 2015, hvilket i gennemsnit er lidt over 200 betalinger med hvert af de 5,8 millioner Dankort eller Visa / Dankort, som var udstedt ved udgangen af 2015.