Betalinger: Er So ein Ding So F***ing Special?

 

​Der er lagt i kakkelovnen til en intens og sjov debat, når TV’s Christine Feldthaus og Nikolaj Sonne taler om betalinger i Geelmuyden Kieses telt på årets Folkemøde. Skal der rigtige penge i tegnedrengen, eller er vi trygge nok til at betale med Dankort med kontaktløs funktion? Er danskerne stadig med, når det rejser over på mobilen? Og hvordan får vi de midaldrende tegnebøger med? Svaret ligger hos publikum.

​Ifølge Nationalbanken har den gennemsnitlige dansker fem tusindkronesedler liggende under puden derhjemme. Nogen måske flere end andre. Lige nu overvejer Nationalbanken en tidsbegrænset forsøgsordning, der vil gøre det muligt for bestemte butikker at sige nej til kontanter.

 

"Danskerne er jo et krejlerfolk. Vi har penge i hovedet, vi har penge i hovedpuden. Nede i Sønderjylland, hvor jeg kommer fra, har man begrebet 'ÅPS' eller 'åll peng i swart'," fortæller Christine Feldthaus, kendt fra DR's "So F***ing Special". Hun lader gladeligt andre gå foran, når der skal prøves kræfter med ny teknologi.

 

"Lad bare Sonne køre foran og skabe sig alle erfaringerne, så hopper jeg på efter et år. Sådan virker danskerne – vi skal lige have nogle erfaringer."

 

Det koster ifølge Nationalbanken i gennemsnit en butik tre kroner at håndtere en digital betaling, mens det koster syv for en kontant. I alt koster det 4,5 milliarder kroner at drive et kontantsystem i Danmark.

 

Hvad er der sjovt i at betale?

Manden der skal styre slagets gang i teltet, Kristian Thure Sørensen fra Norfico, er med egne ord lidt af en betalingsnørd og kan tale med, når Nikolaj Sonne fra DR's "So ein Ding" dykker ned i den nyeste teknologi. Men skal betalinger overhovedet være sjove eller tiltrække sig opmærksomhed?

 

"Det er ligesom med strøm i køleskabet, det skal bare være der. Jeg glæder mig til Dankort på mobilen, det er jeg klar til, men det interesserer mig ikke en døjt, det skal bare virke," siger Christine Feldthaus, som glæder sig til at samle alle sine loyalitetskort, kørekort og sygesikringsbevis på mobilen:

 

"Jeg har jo sådan en midaldrende pung med fordelskort, og hver gang jeg taber den i toilettet, skal jeg starte forfra. Det ville være dejligt at få alt, hvad der ligger i pungen, ind på mobilen, så det bare er plug 'n play," siger Christine Feldthaus, mens Nikolaj Sonne nikker. Han drømmer om at kunne tage et billede, hver gang han får at nyt kort, og smække det på mobilen.

 

Og den mobile tegnebog, eller wallet, er vitterligt lige om hjørnet. To millioner danskere har allerede taget Dankort med kontaktløs funktion til sig, siden det blev lanceret sidste sommer, og til efteråret flytter kortet på mobilen. Eksempelvis er Coop i fuld gang med at opgradere deres kasseapparater, så danskerne kan betale med mobilen, og derfra er der ikke langt til at samle fordelskortene på telefonen også.

 

To Svaneke Øl – på mobilen, tak …

For at vise publikum, hvor hurtigt og nemt det er at betale med Dankort på mobilen, har Kristian Thure Sørensen planer om at invitere en gæst op for at gennemføre den første transaktion med Dankort på mobilen – den første ikke bare på Bornholm, men i hele Danmark.

 

Men hvorfor overhovedet besvære sig med kort og mobiltelefoner, når Kongens Mønt stadig er gangbar?

 

"Jeg kan huske min første 500-kroneseddel, som min mor vekslede mine sparepenge til. Kontanter har en stoflig kvalitet, jeg godt kan lide, og en tydelig symbolsk værdi," mindes Nikolaj Sonne, som dog godt kan se det smarte i opfindelser som Den Digitale Sparegris, der hjælper børn med at forstå penges værdi i en digital økonomi.

 

"Når jeg skal betale med Dankort for parkering, skal jeg betale 50 øre ekstra, selvom de sparer en masse penge ved ikke at skulle håndtere kontanter. Det irriterer mig. Kontant, du bliver ikke snydt!" siger Nikolaj Sonne og bliver afbrudt af Kristian Thure Sørensen, der minder om, at lovgivningen kræver, at alle gebyrer ved en digital transaktion er tydelige, mens du ikke kan se, hvad du betaler ekstra for et net appelsiner, når du betaler kontant.

 

"Det kan være, men det er forbrugeroplevelsen, der bliver sandheden," supplerer Christine Feldthaus, som ikke overdrager sine personlige oplysninger til hvem som helst.

 

Ingen huller i osten

"Nu kommer pengene ind på mobilen – det er noget andet, end at du kommer til at lægge et billede på Facebook af dine bryster og fortryder. Din bagdør står åben - du skal have en oplevet sikkerhed og vide, der ikke er huller i osten," siger Christine Feldthaus, som er spændt på at høre, om publikum er lige så trygge som hun er ved mobile kontaktløse betalinger:

 

"Jeg oplever, at Nets ringer mig op, før det går galt. Men jeg oplever, at visse andre teknologigiganter vil bruge mine data til at sælge til mig, og der hopper kæden af."

 

Med sit indgående kendskab til teknologiens finurligheder har Nikolaj Sonne sikret, at det er svært for online-tjenester at følge ham, og han ville være villig til at betale for denne anonymitet:

 

"Jeg har hoppet gennem 100.000 hulahopringe for ikke at blive tracket – det ville være en god ide, hvis du kunne opte out ved at betale det, onlinetjenesten ellers ville have tjent på dine data."

 

Både Feldthaus og Sonne er nysgerrige på, hvem publikum helst vil give sine informationer til, og bliver hurtigt enige om, at en spontan afstemning i teltet vil være på sin plads.

 

Blockchain? – undskyld, der tabte du mig …

De to TV-værter er enige om, at det starter og slutter med tillid og tryghed for forbrugerne.

Nikolaj Sonne, som har indført "So ein Dings" seere i blockchains mysterier, mener ikke, at forbrugerne er klar til at tage springet til blockchain trods systemets gennemsigtighed, hvor alle med en computer i princippet kan 'lytte med' på transaktionerne.

"Matematik lyver ikke. Teknologisk har vi en løsning, der kan håndtere tillidsspørgsmålet, men jeg mener ikke, forbrugerne er klar til at udvise den tillid," siger han og lover at forklare mere om teknologien til publikum i teltet.

 

 

 

​Ses vi?

 

Sonne og Feldthaus byder publikum velkommen på Folkemødet på Bornholm. Debatarrangementet vil foregå i Geelmuyden Kieses Debattelt på Ydermolen G5 fredag den 17. juni 2016 kl. 14:30-15:30. Debatten er arrangeret af Nets.