Sign In

Oversigt over dine muligheder for ved fjernsalg at få tilbageført en betaling, der er gennemført med Visa-delen af dit Visa/Dankort

Som kortholder har du i en række situationer mulighed for at få tilbageført en betaling, der er gennemført med Visa-delen af dit Visa/Dankort, hvis købet er sket ved handel over internettet eller ved post- eller telefonordre. Disse køb kaldes fjernsalg.
 
Hvis forretningen tager imod både Visa-kort og Dankort, vil din betaling blive gennemført som en Dankortbetaling. Det vil altid fremgå af posteringer på din konto, om en betaling er gennemført som en Dankort eller en Visa-transaktion. Det vil fremgå af skiltning i forretningen eller på hjemmesiden, hvorvidt en forretning tager imod Dankort og/eller Visa-kort. Forretninger, der tager imod Dankort eller Visa-kort, vil skilte med henholdsvis Dankort- og Visa-logo.
Har du handlet ved fjernsalg skal du kontakte dit pengeinstitut snarest muligt efter, at du er blevet opmærksom på eller burde være blevet opmærksom på, at du kan have krav på tilbageførsel af en betaling. Hvis du gør indsigelse snarest muligt fx indenfor 14 dage, efter du er blevet eller burde være blevet opmærksom på dit krav, kan du være sikker på, at din indsigelse er rettidig.
Inden du kontakter dit pengeinstitut om et fjernsalg, skal du selv søge at løse problemet med den forretning, du har handlet med. Dette gælder dog ikke, hvis forretningen er gået konkurs. Hvis forretningen ikke reagerer på din henvendelse eller ikke bidrager til løsningen af problemet inden for kortere tid, skal du rette henvendelse til dit pengeinstitut snarest muligt efter du har konstateret, at dette er tilfældet. Du skal være opmærksom på, at der ikke går for længe inden du kontakter dit pengeinstitut, da du i så fald kan risikere at miste din indsigelsesmulighed. Derfor bør du under alle omstændigheder kontakte dit pengeinstitut, hvis du ikke har fundet en løsning med forretningen indenfor 1-2 måneder.
Når du kontakter dit pengeinstitut, skal du kunne dokumentere dit krav. Det kan du fx gøre ved hjælp af e-mail korrespondancen, fakturaen og/eller ordrebekræftelsen fra forretningen eller en udskrift fra forretningens hjemmeside. Du kan altid spørge dit pengeinstitut om, hvilken dokumentation, der er nødvendig i den enkelte situation.
 
Selvom du ikke har krav på en tilbageførsel af en betaling via dit pengeinstitut, kan du stadig have et krav mod forretningen, og du kan eventuelt også have mulighed for at klage over forretningen til Forbrugerklagenævnet.
 
 
Betalinger som du ikke har godkendt (uautoriserede betalinger)
 
Du kan i visse situationer også have mulighed for at få tilbageført en uautoriseret betaling, fx hvis forretningen har trukket et beløb som du ikke har godkendt, medvirket til eller foretaget. Hvis du udnytter muligheden for at få en uautoriseret betaling tilbageført, har du pligt til at reagere snarest muligt efter du er blevet opmærksom på den uautoriserede betaling. Du skal under alle omstændigheder rette henvendelse til dit pengeinstitut senest 13 måneder efter transaktionen er trukket på din konto.
 
Eksempler på muligheder for at få tilbageført en betaling
 

I skemaet nedenfor kan du se eksempler på en række af de typiske situationer, hvor du kan gøre indsigelse over fjernsalg foretaget med Visadelen af dit Visa/Dankort. Eksemplerne er ikke udtømmende, så spørg altid i dit pengeinstitut, hvis du er i tvivl om dine muligheder for at gøre indsigelse.

 

 

Problem
Eksempel
Mulighed for tilbageførsel
Forretningen har trukket et højere beløb, end jeg har godkendt.
Den telefon, jeg bestilte, kostede 488 kr., men forretningen har trukket 599 kr.
Du kan få tilbageført differencen mellem det aftalte beløb og det hævede beløb via dit pengeinstitut, hvis du kan dokumentere, at der er trukket et højere beløb, end du har godkendt.  Dokumentationen kan fx være en faktura, der viser det korrekte beløb.
Jeg har udnyttet en aftalt eller lovbestemt fortrydelsesret. (Bemærk, at der her ikke gælder samme begrænsning som ved et Dankort køb, idet du ikke taber din ret til at gøre indsigelse selv om du har modtaget varen)
 Jeg bestilte en bog over internettet, men har fortrudt købet. Varen er af postvæsenet returneret til forretningen, men jeg har ikke fået mine penge retur. Bemærk, at der kan være forskellige fortrydelsesfrister, når du handler på udenlandske hjemmesider. Se evt. mere herom på forbrugereuropa.dk
Fordi du har betalt med Visa delen af dit kort kan du få tilbageført kortbetalingen via dit pengeinstitut, under forudsætning af, at du kan dokumentere, at du har sendt varen retur.
 
Bemærk, at du også kan få tilbageført betalingen via dit pengeinstitut, hvis du har fortrudt købet og har afbestilt varen inden den blev afsendt.
Jeg har ikke fået den bestilte vare/tjenesteydelse leveret.
Jeg har aldrig modtaget noget fra sælger.
Du kan få tilbageført betalingen via dit pengeinstitut, hvis varen ikke leveres.
Den leverede vare er mangelfuld, defekt eller ikke som beskrevet.
Den vare jeg har modtaget, svarer ikke til den vare jeg har bestilt. F.eks., er skoene str. 38, men jeg bestilte str. 40.
Fordi du har betalt med Visa delen af dit kort kan du få tilbageført betalingen via dit pengeinstitut, hvis du kan dokumentere, at varen afviger væsentligt fra det du bestilte.  Forud for kontakt til dit pengeinstitut skal du sende varen retur og forsøge at kontakte forretningen for at udrede fejlen.
 
Bemærk, at hvis du modtager noget helt andet end det du har bestilt – fx hvis du har bestilt et par sko, men har fået en kjole – er det at betragte som ikke-levering, og du kan få tilbageført betalingen via dit pengeinstitut.
 
Forretningen som jeg har handlet med er gået konkurs.
1) Den vare som jeg har bestilt og betalt kan ikke leveres, da forretningen er gået konkurs.
 
2) Den flybillet som jeg bestilte og forudbetalte kan jeg ikke bruge, da flyselskabet er gået konkurs
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
3) Jeg har aftalt med forretningen at forudbetale halvdelen af en bordplade, der skal tilrettes. Nu er forretningen gået konkurs, inden jeg har fået den tilrettede bordplade.
1) Du kan få tilbageført betalingen via dit pengeinstitut, hvis du ikke får leveret varen.
 
2) Fordi du har betalt med Visa delen af dit kort kan du få tilbageført betalingen via dit pengeinstitut, hvis du ikke får den forudbetalte flyrejse grundet konkurs. Det gælder også, hvis rejsen er købt via en formidler, og formidleren ikke sørger for, at du kommer af sted på anden måde.
 
 
3) Fordi du har betalt med Visa delen af dit kort kan du få tilbageført betalingen via dit pengeinstitut, hvis du ikke får den forudbetalte bordplade grundet konkurs.
Jeg har bestilt en mærkevare, men forretningen har sendt en kopivare.
Jeg har bestilt et par originale Nike løbesko over internettet, men den vare jeg har modtaget er en kopi.
 
Jeg har fået oplyst, at kopivaren skal destrueres, uden at jeg får nogen erstatning.
Fordi du har betalt med Visa delen af dit kort kan du få tilbageført betalingen via banken under forudsætning af, at du kan dokumentere, at der er tale om en kopivare.
 
Det kan dokumenteres på en af følgende måder:
 
1)      Ejeren af rettighederne til varemærket eller dennes repræsentant har kontaktet dig og har krævet kopivaren udleveret,
2)      SKAT har sendt et brev om at varen er stoppet i tolden, fordi der er tale om en kopivare,
3)      En uafhængig ekspert eller sagkyndig har fastslået, at der er tale om en kopivare.
 
Derudover skal øvrige krav for tilbageførsel være opfyldt, fx at du har henvendt dig snarest muligt til banken.