Nedenfor finder du nogle af de oftest stillede spørgsmål om Betalingsservice.
- Hvem står bag Betalingsservice?
Det gør Nets Denmark A/S, som ejes af de danske og norske pengeinstitutter og Danmarks Nationalbank.
- Skal jeg have en budgetkonto for at bruge Betalingsservice?
Nej, du kan bruge din almindelige lønkonto.
- Kan jeg let holde styr på, hvilke regninger der bliver betalt?
Ja, betalingsoversigten med alle facts og detaljer giver et klart overblik.
- Hvad sker der, hvis der ikke er penge på min konto?
Det er dit pengeinstitut, der afgør om betalinger over 1.000 kr. skal gennemføres eller ej, hvis der ikke er penge nok på kontoen. Hvis betalingen ikke bliver gennemført, vil du blive kontaktet af dit pengeinstitut, så betalingen kan blive ordnet på anden måde.
- Kan jeg få en kvittering for at regningen er betalt?
Ja, du kan altid bede dit pengeinstitut om at rekvirere en kvittering for at en bestemt betaling er gennemført. Dog skal betalingen være gennemført inden for de seneste 15 måneder.
- Hvad gør jeg, hvis jeg har mistet en tidligere fremsendt betalingsoversigt?
Kontakt dit pengeinstitut, som kan hjælpe dig med at fremskaffe en kopi af betalingsoversigten.
- Hvad sker der, når jeg ikke længere vil betale en regning via Betalingsservice?
Kontakt dit pengeinstitut, eller afmeld regningen via din netbank.
- Er det svært at afvise en regning?
Nej, det er nemt. Du ringer blot til dit pengeinstitut senest den 7. i betalingsmåneden og beder om at få afvist regningen, eller du afviser den i din netbank.
- Skal jeg betale den første regning, når jeg tilmelder den til Betalingsservice?
Ja, når du har tilmeldt regningen, kan der gå et stykke tid før den er med på betalingsoversigten. Derfor skal du betale den første regning og eventuelt efterfølgende regninger, indtil den står på betalingsoversigten.
- Hvem kan hjælpe mig, hvis der opstår problemer?
Du kan altid kontakte dit pengeinstitut, der så vil hjælpe dig med at finde en løsning.
- Kan regninger med varierende beløb betales via Betalingsservice?
Ja, der er intet krav om, at beløbet skal være det samme fra gang til gang.
- Kan jeg tilmelde alle mine regninger?
Ja, næsten. Det vil ofte fremgå af indbetalingskortet, om der er mulighed for betaling med Betalingsservice. Men der er stadig visse virksomheder og foreninger, der ikke tilbyder muligheden for, at du kan betale med Betalingsservice. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt en regning kan tilmeldes så kontakt dit pengeinstitut, eller den der har sendt dig regningen.
- Jeg har ikke fået min betalingsoversigt for den kommende måned. Hvad skal jeg gøre?
Kontakt dit pengeinstitut. De kan altid sørge for at du får tilsendt en ny betalingsoversigt.
- Er det besværligt at komme ud af Betalingsservice igen?
Nej, du kan til enhver tid afmelde dine regninger.
- Kan jeg få trukket beløb fra forskellige konti?
Ja, det er ikke noget problem. Når du tilmelder en ny regning til Betalingsservice, bestemmer du selv, hvilken konto pengene skal trækkes fra.